The Beatles på en strand i Miami, Florida, omgivet af kvindelige fans, omkring februar 1964. Foto: Daily Express/Arkivfotos/Getty Images
"Hjem", som vi forstår det, betyder mange ting for mange mennesker. Kendetegnskort (og for nylig Instagram -digtere) etableret for mange år siden. Det er, jeg ved det ikke, at få en snert af din mors parfume, mens du smutter rundt i et stormagasin, du drev ind i, bare for sjov, mens du kørte ærinder. Eller det hører din fars yndlings, otte minutter lange køresang komme på en restaurant. Det er her jeg sidder ved et firemands middagsbord, og hvad centralt klimaanlæg lugter af, når det bare starter. "Hjem", Hallmark -versionen, er hokey, men det er sart og behageligt, som en plejet have midt på Manhattan, og jeg elsker at blive mindet om det sted og de mennesker, det stadig huser.
Om sommeren, især i weekenderne, bliver jeg husket på "hjem" hele tiden. Jeg voksede op tre blokke fra stranden, og stadig er få ting så tæt knyttet til "hjem" som det. Selv i New York City, tæt på 1.000 miles fra stranden, hjemsøgte jeg dybest set ghoulishly, solrige weekender er fyldt med håndklæde-krammende mennesker på deres veje til eller fra den havnefront, der er den nærmeste færgetur væk.
Strandtøj, valgt med det formål at blive smidt til side og taget på igen ved slutningen af dagen, gør mig særlig glad. Strandtøj er i sagens natur ikke-dyrebart: De kan få sand på dem og i dem (hvor det bliver i flere uger) og kan absorbere alt, hvad der er tilbage af en stadig våd badedragt. De kan tåle isspild, spande i sandslotte i sved og naturligvis mange lag solcreme. (Den sidste, vigtigst.)
For et par år siden gik jeg til en screening for "Meget gode piger" den indiefilm, hvor voksne Dakota Fanning og Elizabeth Olsen spiller teenagere, og dele af dem blev filmet på Coney Island i det, der lignede midten af juli. Jeg kan ikke huske meget fra filmen udover, hvad Fanning og Olsens karakterer havde på i åbningen scene, som uforklarligt har optaget værdifuld plads i min hukommelse harddisk for de sidste fire flere år. Både Fanning og Olsen har en variation af jeansshorts-en klassiker-med enten en slidt bomuldstank eller en baggy, vintage-udseende tee. Begge har deres hår oppe i enten en rodet hestehale eller bolle, måske rodet som sådan fra deres cykeltur til eller fra deres destination eller deres timer brugt på at lade fugtigheden gøre sin pligt.
Jeg fandt denne opmærksomhed på detaljer slående og underligt følelsesladet. Hvis du ser på et billede af mig i mine egne teenageår taget engang mellem Memorial Day og Labor Dag, vil jeg næsten helt sikkert være iklædt en lignende, mere tydeligt Midtvestlig ændring af det samme tøj. Hvad "Very Good Girls" viste var ingen glamourisering af den proceduremæssige strandoplevelse: bare shorts, du ikke har noget imod at cykle i, og en top, du ikke har noget imod at blive fugtig.
relaterede artikler
Og alligevel er der stadig noget så forsætligt ved strandtøj, der er i modstrid med deres ellers "ubekymrede" natur. En del af grunden til, at jeg måske har sådan en forkærlighed for dem, er på grund af dette. Jeg er intet om ikke præcist og er derfor også en mester i formelt at vælge påklædning baseret på en aktivitet, der er forankret i uformel. ("Fake it 'til du klarer det," siger de.) Måske får handlingen med at vælge strandtøj mig til at føle mig "hjemme" i mig selv.
Når jeg skriver dette, spekulerer jeg på, hvordan andre trøster sig i garderoberne til andre sommerlige udflugter, som jeg gør for strandens. Nogen får naturligvis lige så sentimentalt at se mennesker i svingende tennisskorts, der skal spille double tidligt på en lørdag, når resten af byen stadig sover. Og sikkert er der andre, der ser strandtøj gennem den samme nostalgi-linse som jeg og hvem kan endda forbinde Rainbow flip-flops og røde bandanas med de samme eller i det mindste lignende oplevelser som JEG.
Det går nogenlunde sådan her: Når vi tager på vores cykler, ankommer vi fyldt med forsyninger og forberedt til dagen fremover. Vi blinker vores strandpas ved livreddere, vi ikke kender, men plejede at gøre for mange år siden, da vi stadig lavede de minder, som vi nu ser tilbage på.
Derefter piller vi ned i sandet og fjerner lagene af tøj, vi så forsætligt, men alligevel dovent, plukkede ud. Og det er da jeg virkelig kommer "hjem".
Tilmeld dig vores daglige nyhedsbrev og få de seneste branchens nyheder i din indbakke hver dag.